Alkohol- og stofmisbrugsbehandling

Her kan du læse om hvilken behandling vi tilbyder i Rusmiddelcenter Syddjurs

Udredning og kortlægning

Når man har taget kontakt til Rusmiddelcenter Syddjurs, bliver man tilbudt en samtale, hvor vi først og fremmest er behjælpelige med at kortlægge omfanget af dit rusmiddelforbrug: Hvor ofte? I hvilke situationer? Hvor længe – og hvor meget? Her taler vi også lidt om din baggrund, og der bliver på baggrund af denne samtale, sammen med dig, vurderet hvilket tilbud, der er det rigtige for dig. 

Du får tilknyttet en fast behandler, og der lægges fra start en plan sammen med dig om antal samtaler. Ofte vil vi i starten gerne se dig en gang om ugen - hvis du startes i medicinsk behandling, kan det være oftere eller dagligt. 

Rusmiddelcenter Syddjurs er ikke et akut tilbud. Det betyder, at såfremt der er behov for akut hjælp (herunder fx afrusning), at man skal kontakte egen læge. 

Målsætning

I næste omgang kan vi hjælpe dig med at se nærmere på, hvad målsætningen kan være for dig i forhold til rusmidler. I denne forbindelse kan det ofte være gavnligt at se på konsekvenserne af dit forbrug – både for dig selv, men også for dine omgivelser. Det kan dreje sig om dit ægteskab; forholdet til dine børn eller dine forældre. Rusmidler kan være blevet en trussel mod dit helbred. Det kan også være, at dit rusmiddelforbrug går ud over dit arbejde, eller at dine venner er begyndt at ”stå af”. Disse forhold kan være nyttige at medinddrage i dine overvejelser omkring dit forbrug.

Et rusmiddelproblem belaster ikke kun den der har problemet, men også de pårørende. Med dit samtykke inddrager vi derfor ofte partner eller andet relevant netværk i behandlingen og har god erfaring hermed.

Det er ikke af ond vilje, at man enten drikker eller tager stoffer. Man har et rusmiddelforbrug af mange forskellige grunde. Hvad mon dine grunde er? For nogen er problemet kommet snigende, fordi rusmidlerne har været brugt til at klare stress og en udfordrende hverdag. Nogle kæmper med angst, andre bruger rusmidler for at slippe væk fra mørke tanker, depression eller ensomhed. Måske kommer man fra en familie, hvor det har været almindeligt at bruge rusmidler som problemløser, og mange har også oplevet, at enten alkohol eller stoffer har været brugt meget i sociale sammenhænge. Hvis eksempelvis angsten eller depressionen er yderligere behandlingskrævende, har vi ud over samtale mulighed for at tilbyde en konsultation hos vores psykiatriske konsulent.

Giv dig selv chancen og kontakt os i dag. Det er let at komme i gang, og det er gratis! Du har også mulighed for at henvende dig anonymt, og du kan desuden benytte dig af fritvalgs-ordningen. Vi iværksætter behandlingen senest 14 dage efter, at du har henvendt dig.

Klagevejledning

Hvis du som borger er utilfreds med den sociale behandling eller over sagsbehandlingen i en sag, kan du – inden for fire uger efter modtagelsen af afgørelsen – klage over afgørelsen. Klagen kan fremsendes på sikker mail til rusmiddelcenter@syddjurs.dk eller pr. brev til Rusmiddelcenter Syddjurs.

Hvis du er utilfreds og ønsker at klage over indholdet i din alkoholbehandling eller over den lægelige/medicinske behandling af stofmisbrug, skal klagen sendes til:

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn
Frederiksborggade 15
1360 København K